lørdag den 20. januar 2018

Hvorfor er det så svært at finde den rigtige...?


Hvis du bruger for meget tid på dating, som altid ender med de forkerte personligheder eller starter i nogle forhold der alligevel ikke holder, - så er det måske fordi du ikke har gjort dit forarbejde godt nok.

I dag vil jeg dele en lille bid af forordet fra min bog Find dig selv og find en kæreste, hvor jeg beskriver hvad jeg mener med forarbejde:


Det første afsnit handler om dig, hvem du er og hvad du ønsker dig af livet. Det er nemlig min erfaring, at du skal kende dig selv og dine ønsker, for at vide hvilken mand du leder efter. Mange der springer denne del over, ender med at møde rigtig mange mænd, der alligevel ikke passer til dem.


Hvis du skal ud og købe en bil, bruger du jo også lang tid på at finde ud af hvad dit behov er. Det hjælper jo ikke noget at komme hjem med en fiks lille sportsvogn, hvis dit reelle behov er en firhjulstrække der også kan trække din campingvogn.


Det er egentlig lidt tankevækkende at vi ofte bruger mere tid på at afdække vores behov, når vi investerer i materielle ting, mens vi nogle gange vælger manden i vores liv, meget mere tilfældigt.



Prøv at forestille dig, at du skulle købe et hus. Du ville måske starte med at finde ud af hvor stort huset skulle være, hvor mange værelser der er brug for, om der skal være mere end et badeværelse. Du har sikkert også nogle krav til husets alder, tilstand og beliggenhed. Måske leder du efter en bestemt arkitektur og du har nok også besluttet hvor meget have du ønsker. Hertil kommer prisen og dine betalingsmuligheder.


Når du har gjort dig klart hvilket hus du ønsker, besøger du formodentlig flere ejendomsmæglere og tager måske ud og kigger på forskellige huse. Når du så endelig har fundet det hus du ønsker, tager du måske en håndværker med ud og gennemgår huset, eller du vælger måske at få lavet en tilstandsrapport. Først når du er helt sikker på, at dette er det rette hus for dig, er du klar til at købe det.


Hvornår har du sidst været lige så grundig, med forarbejdet, når du skulle vælge en mand? Nej, vel. Men hvorfor egentlig ikke? Den mand du måske skal dele resten af dit liv med, er vel en mindst lige så vigtig investering, som et huskøb.



Hvad med dig? Ved du egentlig hvad det er for en kæreste du leder efter?

God fornøjelse derude 😍






Ingen kommentarer:

Send en kommentar