søndag den 22. oktober 2017

Kærlighed gør blind


Du kender nok det gamle ordsprog, "kærlighed gør blind,"- som vel egentlig beskriver, at når man elsker nogen, bliver man blind for deres eventuelle fejl og mangler.

Det kan jo være både godt og ondt. Godt, fordi man kan se gennem fingrene med nogle uheldige  egenskaber, netop fordi man elsker personen og der er mange andre egenskaber ved personen, der opvejer det uheldige. Ondt, fordi man måske er blind for nogle uheldige egenskaber, der kan være skadelige for en selv eller andre.

I den her forbindelse går jeg ud fra at kærligheden er en længerevarende og dybere følelse overfor en person.
Når vi derimod taler om forelskelse, så taler jeg om den periode, hvor man kan være fuldstændig forblændet af en person og kun ser dem i et absolut positivt lys.

Ofte virker en forelske som om der er skabt et filter i hjernen, som sorterer alle de mindre gode egenskaber fra og vi dermed kun opfatter alt det gode ved den person vi er forelsket i. Det er som om at alle negative fornemmelser ikke trænger ind i vores opfattelse af den anden person.

Det er fedt at være forelsket og jeg synes at man skal nyde hvert øjeblik.

Jeg vil dog alligevel foreslå, at man en gang imellem, lige træder et skridt tilbage og tænke over om den person man er forelsket i, også er den person man vil have et længerevarende forhold til.

Nogle gange er det man gerne vi have ikke det samme som det man har brug for.

Læs mere om kærestekvaliteter her



lørdag den 14. oktober 2017

Få det bedste ud af den første date

Er du klar til din date i aften?


Det er altid vigtigt at gøre et godt indtryk ved det første møde, for det er jo her det besluttes om i skal mødes igen. Om det skal blive til mere end denne ene date.
Det absolut vigtigste, for en god date er, at skabe en god og tryg stemning. Betragt det som din største opgave, at få din date til at føle sig godt tilpas.

Mange tror fejlagtigt, at det gælder om at fremhæve sig selv og overbevise sin date om hvor fantastisk man selv er. De har så travlt med at tale om sig selv, at de slet ikke viser interesse for deres date - og helt ærligt; hvem gider at have endnu et møde med en opblæst og selvoptaget person?

Du efterlader absolut det bedste indtryk, ved at vise oprigtig interesse for din date. Spørg til deres interesser, tanker og drømme. Giv din date plads til at fortælle om sig selv og stil spørgsmål til deres liv og så kan du fortælle om dine egne drømme og interesser.
Det bedste vil være, at i begge går fra daten, med en god fornemmelse af at i har lært hinanden lidt bedre at kende og i har lyst til at finde ud af mere.

Husk også, at selvom du allerede efter de første 10 minutter ved, at din date ikke er noget for dig, så fortsæt med at gøre det til en god oplevelse for jer begge. Ved at efterlade et godt indtryk, får i  det begge bedre med jer selv. Og det kan jo også være at din date kender, og kan introducere dig for, lige netop den person der passer perfekt til dig.