torsdag den 23. november 2017

Find en kæreste og få en bedre økonomi... eller...?

Jeg læste for nylig en artikel på TV2s hjemmeside, med overskriften "Singler tjener mindre end folk i fast forhold"
Artiklen handlede b.la. om at singler får mindre i løn og har sværere ved at finde job, end folk i fast parforhold. Og det er ikke bare hovedløs journalistik, men derimod oplysninger der stammer fra forskning og statistik!
Det viser sig, at især single mænd tjener væsentlig mindre end deres jævnaldrende, der er i faste parforhold.

Så er spørgsmålet jo, om det er lettere at få en høj løn, hvis man er i et fast forhold, - eller er det lettere at finde en  kæreste, hvis man tjener godt?
Det sidste kan der måske være noget om, når der er tale om mænd. Det er min påstand, at det i de fleste danske parforhold stadig er sådan, at det er manden der har hustandens højeste indkomst. Det kan selvfølgelig skyldes, at der stadig ikke er ligeløn i Danmark, men det kan altså også skyldes at kvinder stadig helst finder en partner med højere indtægt end kvinden selv.

Et andet udsagn er, at det muligvis er de samme ting der gør en person attraktiv både på arbejdsmarkedet og på kærestemarkedet. Det er jo en interessant teori, som jeg tænker vi senere skal dykke mere ned i.

Nå ja, som afslutning nævnes det også i artiklen, at bankerne også ser mere velvilligt på folk i faste parforhold, end de ser på singler.

Umiddelbart kan det se ud som om at det er lettere at få et godt job hvis man finder en kæreste, - eller det er lettere at finde en kæreste hvis man har et godt job... Ja hvem kom først, hønen eller ægget?



Ingen kommentarer:

Send en kommentar